This is the first messsage in a new thread.
2026-03-27 07:44:16
Beretning fra Skanderborg #Run 2171
Lørdagens løb i Skanderborg startede, som så mange gode historier gør: på en parkeringsplads ved stationen og med mindst én hare, der tydeligvis havde haft en meget bedre fredag end resten af os. Late Commer forsøgte ellers at se frisk ud, men hans øjne afslørede, at han havde været på en helt anden form for intervaltræning aftenen før. Det blev naturligvis bemærket, kommenteret og nævnt igen under løbet – som traditionen foreskriver.
De tre harer sendte os afsted ud i det smukke Skanderborg, hvor løbergruppen bestod af hele tre personer: Bone Us og Viking Puker i front og Ball Breaker som den trofaste bagstopper. Walkers derimod… ja, de gjorde som walkers gør bedst: skød genveje, forsvandt i små flokke og dukkede op igen fra mystiske retninger, som om de havde deres eget interne GPS-system, der kun forstår ordet “shortcut”.
Den hare, der egentlig skulle markere for både løbere og walkers, gav hurtigt op på at markere noget som helst til walkers. Der var nemlig ingen walkers, der fulgte efter løberne – hvilket Massive Attack senere beklagede højlydt i cirklen. Hun virkede næsten skuffet over, at ingen havde forsøgt at fare vild på den rigtige måde.
Efter at have fulgt en lovende duft i retning af Skanderborg Bryghus, måtte vi erkende, at vi ikke kunne komme ind – der var konfirmation. Det er uklart, om det var konfirmanderne eller os, der slap billigst.
Vi fortsatte derfor mod vandet og Skanderborg Sø, hvor tørsten kunne stilles, og stemningen steg. Herfra gik turen videre mod Walther, hvor to walkers – Spiderman og Hash Trash – forsvandt sporløst. Det viste sig, at de havde ofret sig heroisk for klubben og var gået på bar-hop for at sikre aftaler til Danish Nash Hash og det kommende pubcrawl. Sand dedikation.
I cirklen fik vi sagt farvel til Brenda, vores ukuelige gæst fra Birmingham, som for anden lørdag i træk havde taget toget hele vejen fra Aalborg for at løbe med os. Hun skulle tilbage til England om søndagen, men nåede lige at få en sidste omgang dansk løbeklub-kærlighed med på vejen.
Alt i alt: en dag med tømmermænd, tabte walkers, bryghusduft, søvand, pubstrategi og internationalt besøg. Altså en helt almindelig lørdag i klubben.